Giv dine handsker en rolle i årets magiske forestilling

Flere tusinde handsker skal flyve som fugle i 2017-forestillingen Watermusic

04. maj 2017 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Har du en handske, der mangler sin partner, eller et par slidte handsker, du ikke bruger længere? Dine handsker kan få nyt liv i den magiske forestilling Watermusic den 2. og 3. september. Tusindvis af fugle skal flyve hen over himlen, og til det formål har scenograf Sus Haugland og instruktør Kevin Finnan udtænkt en måde, hvorpå dine fingerhandsker kan anvendes.

"Handsker har en helt særlig betydning i Randers-historien. Tænk bare på Randers Handsker, en af verdens ældste handskeproducenter, der har været en væsentlig del af industrialiseringen op gennem 1800- og 1900-tallet. I forestillingen bliver der desuden arbejdet med hænder, som symbol for opbygningen af Randers. Derfor er det også nærliggende at bruge handsker til den store installation, som skal skabe liv på himlen over Randers Havn," siger Sus Haugland.

Giv dine fingerhandsker nyt liv, uanset om det er vinterhandsker, arbejdshandsker, havehandsker eller blondehandsker -alle kan bruges små og store, så længe der ikke er tale om luffer.

Handskeindsamlingen løber henover hele foråret. Du kan aflevere dine handsker på Randers EgnsTeater, kommunens genbrugspladserRanders Storcenter  ved gul-indgang og Randers Bibliotek, hvor der er opsat særlige "spande" i røde stativer til formålet.